???

Jeg sidder alene oppe øverst i den bygning, som vi kalder 4 på min efterskole. Jeg leder efter roen som er forsvundet fra mit liv på denne skole, jeg har ikke tid til at finde og nyde den, og hvis det så endelig sker, at den er der et øjeblik, så er der en anden, som kke kan føle den, og så forsvinder den også fra mig. Jeg har det nu godt, men jeg er forvirret, og det gør at jeg pludselig føler at jeg løber i blinde og rammer hovedet mod muren, og det smerter i hele kroppen, fordi det hver gang kommer bag på mig. Når det så er væk igen, lever jeg på en sky der flyver ubesværet. 
Der er ham der den søde, som jeg kigger på lidt for meget, og så er der det med, han ikke kigger nok tilbage... Hvordan skal man forholde sig til det? Hvad med hende som man har det så godt med, men som stille og roligt irritere en mere og mere, skal man blive urolig??? - Eller skal man lade som ingen ting? Der er tiden som bare går og går, og der er intet at gøre ved det, man må bare få alt ud af den tid der er nu, men gør man nu også det??? 
Det blæser uden for mit vindue, og jeg ville ønske jeg var så let, så jeg bare kunne åbne vinduet og flyve med, men uden frygten for at fare vild, eller komme til skade, men bare se byen fra luften, en efterhånden mørk, kold, og blæsende april aften.