Ihh hvor det larmer,
så meget at jeg ikke kan klage, forsage eller overtage,
mine egne tanker,
for det er dem der stamper.
Det stamper så meget,
at jeg får lyst til at græde,
at rense hver eneste åre,
med mine ynkelige tåre.
Egentlig er det mit hjerte,
der afgiver den irritable smerte,
men hvad er der at gøre,
når det sikkert hænger sammen med noget meget større?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar